Følgende er en artikel der er bragt på SN.dk - Du kan læse artiklen her:

https://sn.dk/Slagelse/Haandvaerkeren-Karina-staar-op-klokken-to-hver-nat-for-at-bage/artikel/1376770

 

 

Håndværkeren Karina står op klokken to hver nat for at bage

 

30-årige Karina Grinhofa er oprindeligt fra Letland og uddannet tømrer, men nu åbner hun eget konditori i Slagelse. »Den kreative proces med fokus på detaljen er den samme«, forklarer hun. Hver nat står hun op klokken to for at bage alting fra bunden.

 

Det er svært at komme udenom: Der er langt fra at slå et søm i et bræt til at ælte en dej. Og så alligevel ikke.

Selv om 30-årige Karina Grinhofa er uddannet tømrer, har hun nemlig altid elsket at bage. Nu åbner hun derfor sit helt eget konditori på Østerbro i Slagelse.

Under navnet L'æKARi har hun kastet sin kærlighed over donuts, som hun står op klokken to om natten for at lave fra bunden.

- Der er faktisk mange ting, som jeg har lært fra min tømreruddannelse. For eksempel kontraster, farvevalg, og hvad der ser godt ud, når kagerne skal pyntes, forklarer Karina Grinhofa, der er vokset op i Letland og som barn ofte iagttog sin mormor, når hun bagte.

 

Hjemmelavet træbord - og hjemmelavede kager

 

- Min mormor har altid bagt. Og så har jeg altid været nysgerrig og spurgt ind til, hvad hun har gjort, fortæller Karina Grinhofa, da hun sætter sig med en kop kaffe i hånden ved vinduespladsen i det nyåbnede konditori.

 

Her kan man sidde og læse dagens avis ved en rustik træbordplade, som konditoren selv har fremstillet ud af et stykke naturtræ, mens man sætter tænderne i kage, der er friskbagt.

 

 

Ligesom hun så sin mormor gøre det i sit lettiske barndomshjem, laver Karina Grinhofa selv alt sit bagværk. Lige fra dejen i de mange forskellige donuts til konditorkagerne, som kan forudbestilles eller »blot tages med på vejen«:

- De fleste køber og tager med. Men uanset hvad man vælger, så er det lavet fra bunden. Også for eksempel vores marmelade laver jeg selv, forsikrer den unge tømreruddannede konditor, som også tilbyder for eksempel dåbs-, fødselsdags- og bryllupskager på bestilling.

 

En anderledes oplevelse

 

Når den store kærlighed alligevel er faldet på lige præcis donuts, handler det ifølge Karina Grinhofa om, at hun ønsker at tilbyde sine kunder en særpræget og anderledes konditoroplevelse.

 

Som tømrer har hun lært at gå op i detaljer, og ikke mange andre steder tilbyder donuts lavet helt fra bunden, mener Karina Grinhofa.

I stedet vælger de fleste steder at købe såkaldt »bake-off« donutbrød ofte fra frost, som pyntes før et salg - typisk med forskelligt slik, der også er forproduceret, fortæller konditorejeren.

 

- Men når jeg selv laver brødet og fyldet, kan jeg være sikker på at ramme den rigtige balance. Det kan jeg bedst lide, slår hun fast.

 

 

»Kvalitet på budget« kalder Karina Grinhofa det derfor, da hun stolt fortæller, at de hjemmelavede donuts koster en flad 20'er stykket og med en mængderabat lydende på seks for 100 kroner.

 

Ingen mellemvej

 

- Når man køber de her store donuts med en masse fyld, bliver man ofte skuffet. For det ser godt ud. Men det smager ikke, som det ser ud, fortæller Karina Grinhofa, der ønsker »at tilbyde godt bagværk, som alle har råd til«.

 

Selv pynter hun sine donuts med færddigkøbt krymmel - men ellers bruger Karina Grinhofa kun friske råvarer som for eksempel bær og nødder. Og det kan smages, mener hun.

- Mange smider en chokoladebar på deres donuts. Og så smager den ikke af den chokoladebar. Jeg sælger i stedet en donut med peanutbutter, chokolade og karamel i. Og den smager af Snickers ( chokoladebaren, red.) - selv om der ikke er Snickers på, forklarer Karina Grinhofa skråsikkert og henleder dernæst tankerne på sin lettiske mormor:

- Det skal laves ordentligt.

Der er ingen mellemvej til et godt bagværk, slår hun fast.

Vores kunder siger

 

"Det er et af de steder, som ikke behøver ligge hvor folk kommer. Folk kommer til Lækari, fordi de har fantastisk velsmagende kager og god service. Super og tak for at give Slagelse den ekstra Kant."

 

- Sinnet Nordkvist

 

"Dejligt med et sted, der selv laver deres donuts fremfor at købe dem hjem frosne. De smager MEGA godt og er dejlig bløde og luftige Den med banan og chokolade var jeg især vild med "

 

- Karina vedel pederen

 

"jeg er virkelig en kage elsker, så jeg ved når jeg smager en om det er godt. Sikke et lækkert produkt du har dig her! man kan smage der bliver lagt ekstra kærlighed i dem, og det ikke bare er ren forretning, men der også er passion. jeg kommer helt sikkert igen efter flere. "

 

- Amanda Nyvang